Havet og kysten mellem Karrebæk Fjord og Knudshoved Odde
Enø-Karrebæk projektområdet, Svinø-Knudshoved Odde projektområdet og Gavnø-Vejlø projektområdet er beliggende i Natura 2000-område nr. 169, Havet og kysten mellem Karrebæk Fjord og Knudshoved Odde. Dette Natura 2000-område omfatter den østlige del af den såkaldte dobbeltkyst langs det sydvestlige Sjælland. Området er karakteriseret ved den lavvandede Avnø Fjord og de store kystlaguner, Dybsø Fjord, Karrebæk Fjord og Krageholm Strøm. Avnø Fjord afgrænses mod Smålandsfarvandet i syd af en langstrakt randmoræne, Knudshoved Odde, mens kystlagunerne afskærmes af en række øer med pålejrede strandvolde eller fed, nemlig Svinø, Dybsø og Enø. Derved fremkommer den dobbelte kystlinje, som betyder, at området er rigt på såvel erosionskyster ud mod Smålandsfarvandet som områder med strømlæ, hvor der er dannet marint forland, – strandvoldssystemer, vadeområder og strandenge. Den største del er strandenge, men flere steder i den yderste kystlinje er der strandvoldsområder med komplekse systemer af naturtyper og med stor artsrigdom. Her findes partier med overdrev, rigkær, strandeng, klit-naturtyper og stenstrand imellem hinanden.
Projektområdet Enø-Karrebæk er karakteriseret ved at bestå af lavtliggende strandenge, delvist afgræsset af kreaturer i sommerhalvåret. Den største trussel for de sårbare og forsvindende paddebestande er manglen på velegnede ynglesøer, isolation og indavl, velegnede overvintringslokaliteter og afgræssede arealer.
Den yderste del af Knudshoved Odde, Dybsø samt i mindre grad Enø findes morænedannelser, som er bemærkelsesværdige ved at rumme arealer med lang kontinuitet uden opdyrkning. Disse områder huser vigtige forekomster af især overdrevsnatur og har national og regional betydning som levested for bl.a. en række paddearter. Knudshoved Odde er således Danmarks mest artsrige lokalitet med 12 arter padder og 5 arter krybdyr. Langs den indre kystlinje, bag strandengen, findes værdifulde forekomster af overdrev og rigkær. Her findes adskillige regionalt sjældne plante- og dyrearter, f.eks. nikkende kobjælde, vibefedt og salepgøgeurt.
I den sydlige del af Gavnø-Vejlø projektområdet ved kommunegrænsen til Vordingborg, findes der værdifulde forekomster af overdrev med adskillige regionalt sjældne plante- og dyrearter, f.eks. nikkende kobjælde og salepgøgeurt, samt forekomster af markfirben.
Målarter
Enø-Karrebæk: Klokkefrø, Bombina bombina, og stor vandsalamander, Triturus cristatus, er på udpegnings-grundlaget for Natura-2000 området. Klokkefrø er dog formentligt uddød og de sidste Enø-klokkefrøer findes nu i fangenskab i København Zoo, hvor man er i gang med at opbygge en bestand, hvorfra udsætning til Enø-området kan finde sted igen. Der er dog stadig bestande af spidssnudet frø, Rana arvalis, springfrø, Rana dalmatina, mens strandtudse, Epidalea calamita, og grønbroget tudse, Bufotes variabilis, ser ud til at være forsvundet pga. habitatødelæggelser og isolation. Klokkefrø, strandtudse og grønbroget tudse vil blive udsat i Enø-Karrebæk projektområdet.
Svinø-Knudshoved Odde: klokkefrø, Bombina bombina, og stor vandsalamander, Triturus cristatus, er på udpegnings-grundlaget for Natura-2000 området, som samtidig indeholder bestande af løgfrø, Pelobates fuscus, strandtudse, Epidalea calamita, grønbroget tudse, Bufotes variabilis, løvfrø, Hyla arborea, spidssnudet frø, Rana arvalis, springfrø, Rana dalmatina, og markfirben, Lacerta agilis og projektet vil fokusere på at forbedre bevaringsstatus for alle de ovennævnte arter.
Gavnø-Vejlø: Stor vandsalamander, Triturus cristatus, er på udpegnings-grundlaget for Natura-2000 området, mens strandtudse, Epidalea calamita, og grønbroget tudse, Bufotes variabilis, er på kanten til at forsvinde og kun findes strejfende. Der er dog stadig bestande af spidssnudet frø, Rana arvalis, springfrø, Rana dalmatina, og markfirben, Lacerta agilis og projektet vil fokusere på at forbedre bevaringsstatus for alle de ovennævnte arter. Grønbroget tudse vil blive udsat i Gavnø-Vejlø projektområdet.
Ansvarlig partner: Amphi International ApS